Ord, som ender på ‑wegian (del 2)

Ord, som ender på ‑wegian (del 2)

5. november, 2019


København

Da jeg skrev den før­ste del af dette ind­læg, havde jeg en ret god idé om, hvad den anden del skulle inde­holde. Men under­søgelsen af de mere ob­skure ‑wegian-ord viste sig at være mere tids­krævende end først an­taget, efter­som nogle af dem ikke findes i nogen ord­bog. Det kunne jeg måske have for­ventet, siden disse demo­nymer er resul­tatet af sprog­lig krea­tivitet og ikke be­stemt af nogen faste regler.

Vi kom fra, at jeg i første del spurgte mig selv: hvor mange engelske ord ender på ‑wegian? Hvor kommer endelsen fra? Og hvor­for kan det tilføjes til andre til­syne­ladende urelaterede sted­navne så nemt?

Vi nåede kun halv­vejs igennem de britiske og irske sted­navne, så lad os gå direkte til sagen:

Den britiske og irske slags (fortsat)

Sted­navne, som ender på wick

Lerwick

Kun ét sted­navn, som ender på ‑wick, kan tage endelsen ‑wegian. Det er i første om­gang over­raskende, fordi ‑wick ikke er det samme som det ‑way, Nor­way og Gal­way inde­holder. Men måske kan der findes en for­klaring i stedets historie.

Skiltet her byder be­søgende vel­kommen til Ler­wick og inde­holder også det old­nordiske navn Leir­vík1.

Ler­wick, den største by på Shet­lands­øerne, er en skandi­navisk be­byggelse—meget lig Storno­way, som vi om­talte i forrige ind­læg. Den blev op­rinde­ligt kaldt noget i ret­ning af Leir­vík, som be­tyder »ler­vig« eller »mudder­bugt« på old­nordisk2. På lav­lands­skotsk hedder byen Lerook eller Lerrick blandt flere andre navne3. Og på skotsk gælisk er navnet Learaig eller Liùra­bhaig4, som begge ender med g. Så måske er det denne lyd­lige lig­hed kombi­neret med den skandi­naviske bag­grund, som ledte til, at man på engelsk kalder ind­byggerne Ler­wegians5.

Men igen er endelsen ‑vík »vig« eller »bugt« ikke det samme som ‑vegr »vej«, som gav os den originale ‑wegian-endelse. Så det er endnu en kreativ neo­logisme.

Sted­navne, som ender på gow og ow

Glas­gow

Glas­gow var sted­navnet, som startede denne under­søgelse. Men med det skotsk gæliske navn Glas­chu6, det lav­lands­skotske navn Gles­ga7 og det latinske navn Glas­covium8 eller Glas­quum9 giver det ikke meget mening at kalde be­folkningen Glas­wegians10. Og det er de natur­lig­vis ikke altid blevet kaldt. Tid­ligere var ordet Glas­gower11, som tager en mere traditionel endelse.

Et af Glas­gows var­tegn: The Duke of Wellington med en kegle på hovedet foran the Gallery of Modern Art12.

Først tænkte jeg, at Glas­wegian måske var resul­tatet af en meta­tese (dvs. om­bytning) af g og w i Glas­gow, som ville give os noget i ret­ning af Glas­wog, hvilket nemmere kunne tage endelsen i analogi med Nor­wegian. Det ville selv­følgelig være en radikal ændring, men vi så noget lignende med Gal­way, som kom af Gail­limhGal­livaGal­via. Og det kunne meget vel være en del af ord­legen i kon­struk­tionen af slang­ordene med ‑wegian som endelse. Men det viser sig, at der var et mellem­stadie: Glas­go­wegian13,14. Det gør en­hver over­vejelse af meta­tese u­nød­vendig, siden slut­resul­tatet kan for­klares som en simpel af­kortning af ordet, som mister den tryk­svage stavelse go.

En nylig til­føjelse fra 2019 til the Ox­ford English Dictionary giver os endda ordet Weegie15 (også stavet Weedjie og Weedgie), hvilket er en yder­ligere for­kortelse af ordet. Her er endelsen blevet en så central del af identi­teten, at alle dele af sted­navnet helt kan ude­lades.

Bow

Bow-distriktet i Lon­don kan også tage endelsen. Men det lader til at ordet Bowegians kun er set brugt én gang af George Bernard Shaw16—og han taler ikke særligt rosende om dem, så måske er det ment ned­sættende.

Men en liste af ord, som ender på ‑wegian, ville ikke være kom­plet uden det, selv­om det er, hvad leksi­ko­graferne hos Ox­ford English Dictionary kalder et nonce-ord—et ord op­fundet til lej­lig­heden. Det viser også, sammen med ordet Glas­go­wegian, at et sted­navn kun be­høver at ende med et w for at kunne få endelsen ‑wegian sat på.

Den australske slags

Som lovet tager vi nu til den syd­lige halv­kugle for at se på nogle meget mærk­værdige an­vendelser af ‑wegian-endelsen. Her kan hverken sted­navnets op­rindelse, dets ny­latinske navn eller til­stede­værelsen eller fra­været af bog­stavet w for­klare an­vendelsen af endelsen.

Bris­bane

På engelsk kan man kalde en person fra Bris­bane en Bris­banian17 eller en Bris­banite18. Og man skulle ikke tro, at ‑wegian kunne til­føjes her, efter­som sted­navnets endelse ikke bærer nogen lig­hed med ‑way i Nor­way eller over­hovedet inde­holder et w. Men allige­vel vil man nogle gange se ordet Bris­wegian19 an­vendt om be­folk­ningen i hoved­staden i del­staten Queens­land i Australien.

Tas­manien

Det al­minde­lige eng­elske ord for en person fra Tas­manien er en Tas­manian20. Men som det ses af ord­bogs­op­slaget, kan det også referere til den (nu ud­døde) op­rindelige be­folk­ning på øen. Som ad­jektiv er det ofte brugt om dyr og planter, som er eller var hjemme­hørende på øen, for eks­empel den tas­manske djævel (Tas­manian devil) og den tas­manske tiger (Tas­manian tiger).

Kort over Tas­manien fra 1902 i “The Uni­versity En­cyclo­pedia of twentieth century know­ledge” af Henry Mitchell MacCracken21.

Af den ene eller den anden grund kan en ind­bygger fra Tas­manien også kaldes en Tas­wegian22. Igen er det en fuld­stændig uregel­mæssig brug af endelsen ‑wegian. Men måske bruger disse to australske dem­onymer endelsen for at antyde en form for skandi­navisk­hed eller nord­euro­pæisk­hed.

Kon­klusion

Efter­som ordene, som ender på ‑wegian, er meget spøgende og slang-agtige, er det umuligt at lave en kom­plet liste af dem. Som vi har set, er det kun den sprog­lige fantasi hos sprog­brugerne, som sætter grænser for, hvilke nye ord der kunne laves ud af dette suffiks.

For at op­summere kommer denne endelse af ét eneste sted­navn af old­nordisk op­rindelse, som blev over­sat til latin og blev givet det al­minde­lige demo­nymiske suffiks ‑an. Det vil sige: *Norð­vegrNoꞃð­ƿeᵹeNor­vegia/Nor­wegiaNor­vegius/Nor­wegiusNor­wegian. Af denne form blev der dannet et par port­man­teau-ord (Scandi­wegian, Sco­wegian), men det gør ikke endelsen pro­duktiv. Så be­gyndte nogle sted­navne på de britiske øer at an­vende endelsen i ana­logi (Gallo­wegian, Gal­wegian, Storno­wegian). På dette stadie er det en accep­tabel, men dog mærk­værdig, måde, hvor­på man kan lave demo­nymer ud af sted­navne, som ender på ‑way. Men jeg er ikke sikker på at jeg vil kalde endelsen pro­duktiv end­nu.

Begge disse spring—fra ét ord til et par port­man­teau-ord og ud­byg­ningen af den ana­logiske regel ‑way‑wegian—er store og usæd­vanlige. Men i mine øjne er springet fra én regel til flere regler (‑wick‑wegian; ‑gow‑wegian; ‑w‑wegian) det største og mest be­mærk­elses­værdige. Det er her, endelsen be­gynder at vise tegn på pro­duk­tivitet.

Og de australske an­vendelser (Bris­wegian, Tas­wegian) tager endelsen til nye territorier (und­skyld ord­spillet) ved at tilføje suffikset til et hvilket­som­helst sted­navn uden hen­syn­tagen til dets op­rindelse eller stave­måde. Nu er jeg sikker på, at man i uformelt tale­sprog kan sætte endelsen på et vilkår­ligt sted­navn og stadig blive for­stået.

Det har end­da fået sit eget liv i ordene ’Wegian23 og Weegie, som er for­kortelser, som kun lader endelsen stå til­bage.

Grunden til endelsens popu­lari­tet kan jeg ikke kende med sikker­hed, og det kan være rent til­fældigt, at den er blevet adop­teret af så mange. Men jeg tror, der er et par ting, som har hjulpet til: Endelsens karak­ter­istiske lyd kan have in­spireret ord­smede til at op­finde mor­somme ord med endelsen; og asso­cia­tionen med skandi­navere, og senere skotter og irere, kan have frem­kaldt et mentalt billede af en person fra de om­råder (på godt og ondt). Hvad angår Bowegian, er Shaw meget tæt på at kalde dem ukulti­verede, og den be­tyd­ning kan ligge i ‑wegian-endelsen med re­ference til de bar­bariske vikinger. På den syd­lige halv­kugle kan endelsen være med til at under­strege be­folk­ningens nord­euro­pæiske historie. I alle til­fælde er det svært at sige med slang­ord, som re­fererer til store grupper af mennesker, hvor mange af dem der med stolt­hed bærer titlen »sted­navn-wegian«, og hvor mange der ville blive stødt af at blive på­duttet præ­dikatet.

Over­blik

Jeg vil efter­lade jer med et over­blik over sted­navnene og deres demo­nymer, som vi har dis­kuteret i disse to ind­læg. Ordene, som ender på ‑wegian er sat med fed skrift.

Forkortelser: ig, irsk (Gaeilge); l, latin; oe, oldengelsk; on, oldnordisk; pg, proto-germansk; sg, skotsk gælisk; ∅, ingen betydning.

Stednavn Endelse Demonym
Norway ‑way fra on ‑vegr »vej« Norwegian
Scandinavia ‑avia fra pg ‑*awjō »ø«24 Scandinavian, Scandiwegian, Scowegian
Galloway ‑way fra sg ‑gaidheil »gælere« Gallovidian, Gallowegian, Galwegian
Galway ‑way fra l ‑via fra ig ‑imh Galwayman, Galwaywoman, Galwegian, ’Wegian
Stornoway ‑way fra on ‑vágr »våge« Stornowegian
Lerwick ‑wick fra on ‑vík »vig« Lerwegian
Glasgow ‑gow fra sg ‑cau »fordybning« Glasgower, Glasgowegian, Glaswegian, Weegie
Bow ‑w Bowegian
Brisbane ‑bane fra oe ‑bàn »ben«25 Brisbanian, Brisbanite, Briswegian
Tasmania ‑mania Tasmanian, Taswegian

Hvad bliver det næste?

Som dette ind­læg viser, er der ingen grænser for, hvilke sted­navne der kunne få endelsen ‑wegian, og jeg tror, at vi vil se flere af dem i frem­tiden. Nogle eks­empler kunne være: en Yor­wegian fra York i Eng­land, som på et tids­punkt blev kaldt Jór­vík; en Whali­go­wegian eller Whali­wegian fra Whali­goe i Skot­land; eller hvad med en Corrin­she­go­wegian eller Corrin­she­wegian fra Corrin­she­go i Nord­irland?

Jeg er sikker på, at vi vil se meget mere kreative an­vendelser end disse, og jeg ser frem til det.


  1. Foto: Taget i 2005 af Flickr-brugeren arsemagic (Creative Commons-licens: 🅭🅯🄏🄎). 

  2. A Dictionary of British Place Names (2011, ny udgave) af Anthony David Mills, s. 294:

    Ler­wick Shet. Ler­wick 1625. ‘Mud Bay’. OScand. leirr + vík.

  3. Dictionary of the Scots Language under Lerook n.:

    Lerook. Also Lerrouk [...]; Ler(r)ick [...]. Local forms of Ler­wick in Shet­land

  4. The Gaelic–English Dictionary (2006, ny udgave) af Colin Mark, appendiks 12, s. 732:

    Learaig / Liùra­bhaig Ler­wick ◻ sheòl sinn gu Learaig we sailed to Ler­wick.

  5. Dictionary of the Scots Language under Ler­wegian n.:

    Ler­wegian. A native or citizen of Ler­wick [...]

    [The form is based on Nor­wegian, Glas­wegian.]

  6. The Concise Dictionary of World Place Names (2018, 4. udgave) af John Everett-Heath under Glas­gow:

    Glas­gow, [...] originally Glas­gu, the Gaelic name is Glas­chu or Glas­cho ‘Green Hollow’ from glas ‘green’ and cau ‘hollow’.

  7. Dictionary of the Scots Language under Gles­ca n.:

    Gles­ca. Also Gles­ga(e), Glais­go, etc. Glas­gow.

  8. Johann Huͤbners Kurtze Fragen Aus der Neuen und Alten Geo­graphie (1746) kap. 6, s. 191:

    glas­quo oder glas­cow, Lat. Glasquum, oder Glas­covium, am Fluſſe Glotta, hat einen Ertz-Biſchoff, eine Uni­verſi­taͤt ſeit 1453, und ſonſt eine ſehr luſtige Situation; wie denn Glas­cow ſchoͤner iſt als Eden­burg, die Haupt-Stadt.

    Min over­sættelse:

    glas­quo eller glas­cow, Lat. Glas­quum, eller Glas­covium, på floden Glotta [dvs. Clyde], har en ærke­biskop, et Uni­versi­tet fra 1453, og der­til en meget mor­som situation; at Glas­cow er smukkere end Edin­burgh, hoved­staden.

  9. The New Latin and English Dictionary (1782, ny ud­gave) af John Entick under Glaſ­covium, sig. c2verso:

    Glaſ­covium vel Glaſ­cuum, Glaſ­gow in Scot­land.

  10. Ox­ford English Dictionary under Glas­wegian n. and adj.:

    Etymology: < Glas­gow, after Gal­wegian adj. and n., Nor­wegian n. and adj.

  11. Dictionary of the Scots Language under Glas­gower n.:

    Glas­gower, n. An in­habitant of Glas­gow.

  12. Foto: Taget i 2013 af Tony Webster (Creative Commons-licens: 🅭🅯

  13. Dictionary of the Scots Language under Glas­go­wegian n.:

    Glas­go­wegian, n. An in­habitant or native of Glas­gow, a Glas­wegian. [...]

    [See note to Glas­wegian and cf. Gallo­wegian.]

  14. Dictionary of the Scots Language under Glas­wegian n.:

    Glas­wegian, n. An in­habitant or native of Glas­gow. Gen.Sc. Cf. Glas­go­wegian. [...]

    [A re­duced form of Glas­go­wegian.]

  15. Ox­ford English Dictionary under Weegie n. and adj.:

    Etymology: Shortened < Glas­wegian n. + ‑y suffix6.
    Popularized by the writer Irvine Welsh [...]

    Scottish colloquial. [...]
    A native or in­habitant of Glas­gow; a Glas­wegian.

  16. Lon­don Music in 1888–89 (1937) af “Corno Di Bassetto” (dvs. George Bernard Shaw), 21. feb. 1889, s. 64:

    Then I dashed away to Broad-street, and asked the booking-clerk whether he knew of a place called Bow. He was evidently a man of extra­ordinary nerve, for he handed me a ticket with­out any sign of sur­prise, as if a voyage to Bow were the most common­place event possible. [...] When I got into the con­cert-room I was per­fectly dazzled by the appearance of the or­chestra. [...] Dido and Eneas is 200 years old, and not a bit the worse for wear. I dare­say many of the Bowegians thought that the un­intentional quaint­ness of the ama­teurs in the or­chestra were Purcellian antiquities. If so, they were never more mis­taken in their lives.

    Min over­sættelse:

    Så hastede jeg af sted til Broad-street, og spurgte re­servations­ekspedienten, om han kendte til et sted ved navn Bow. Han var tyde­lig­vis en mand, som be­sad en u­al­mindelig fræk­hed, for han rakte mig en billet uden noget tegn på over­raskelse, som om en rejse til Bow var det mest al­mindelige mulige til­fælde. [...] Da jeg trådte ind i kon­cert­salen, blev jeg fuld­stændigt blændet af or­kestrets frem­træden. [...] Dido og Aeneas er 200 år gammel og ikke det mindste slidt af brug. Jeg vover at sige, at mange af Bowegi­anerne troede, at den u­til­sigtede ejen­dom­me­lighed hos ama­tørerne i or­kestret var Purcellske old­sager. I så fald har de ikke taget mere fejl i deres liv.

  17. Se Wiktionary.org, Bris­banian n. and adj. 

  18. Se Wiktionary.org, Bris­banite n. 

  19. Jeg har ikke kunnet finde dette ord i nogen ordbog, men se for eksempel denne artikel fra Travel Wire Asia (18. jan. 2014) Bris­bane named Australia’s hippest city by Lonely Planet guides:

    Per­haps one of the best things about Bris­bane is that it doesn’t take itself too seriously. Brissie, Bris­Vegas, Brisso, Bris­lantis, Bris­wegian, Bris­bogan and Bris­ney­land are just some of the nick­names its own re­sidents give the city and help form some of the laid-back and friendly nature to the place.

    Min over­sættelse:

    Måske er en af de bedste ting ved Bris­bane, at byen ikke tager sig selv for seriøst. Brissie, Bris­Vegas, Brisso, Bris­lantis, Bris­wegian, Bris­bogan og Bris­ney­land er bare nogle af øge­navnene, som be­boerne giver byen, og det hjælper til at forme noget af stedets til­bage­lænede og ven­lige natur.

  20. Ox­ford English Dictionary at Tas­manian adj. and n.:

    a. A member of the ab­original people of Tas­mania, now ex­tinct. [...]

    b. A native or in­habitant of Tas­mania.

  21. Billede: Digi­tali­seret i 2014 af WorldIslandInfo.com og gjort til­gængelig gennem Flickr (Creative Commons-licens: 🅭🅯

  22. Green’s Dictionary of Slang under Tas­wegian n.:

    [abbr. + play on SE Glas­wegian/Nor­wegian etc.]

    (Aus.) a per­son from Tas­mania.

  23. Gal­ways rugby­hold hedder Gal­wegians, og det navn bliver nogle gange for­kortet til ’Wegians. Se for eks­empel Connacht Tribune (2. okt. 2015) ‘Wegians pay the price for failing to take their chances

  24. Kilde: The Cambridge History of Scandinavia: Prehistory to 1520 (2003) af Knut Helle, s. 1. 

  25. Kilde: Houseofnames.com

Kommentarer

comments powered by Disqus