Ord, som ender på ‑wegian (del 2)

Da jeg skrev den før­ste del af dette ind­læg, havde jeg en ret god idé om, hvad den anden del skulle inde­holde. Men under­søgelsen af de mere ob­skure ‑wegian-ord viste sig at være mere tids­krævende end først an­taget, efter­som nogle af dem ikke findes i nogen ord­bog. Det kunne jeg måske have for­ventet, siden disse demo­nymer er resul­tatet af sprog­lig krea­tivitet og ikke be­stemt af nogen faste regler.

Vi kom fra, at jeg i første del spurgte mig selv: hvor mange engelske ord ender på ‑wegian? Hvor kommer endelsen fra? Og hvor­for kan det tilføjes til andre til­syne­ladende urelaterede sted­navne så nemt?

Vi nåede kun halv­vejs igennem de britiske og irske sted­navne, så lad os gå direkte til sagen:

Den britiske og irske slags (fortsat)

Sted­navne, som ender på ‑wick

Lerwick

Kun ét sted­navn, som ender på ‑wick, kan tage endelsen ‑wegian. Det er i første om­gang over­raskende, fordi ‑wick ikke er det samme som det ‑way, Nor­way og Gal­way inde­holder. Men måske kan der findes en for­klaring i stedets historie.

Ler­wick, den største by på Shet­lands­øerne, er en skandi­navisk be­byggelse—meget lig Storno­way, som vi om­talte i forrige ind­læg. Den blev op­rinde­ligt kaldt noget i ret­ning af Leir­vík, som be­tyder »ler­vig« eller »mudder­bugt« på old­nordisk². På lav­lands­skotsk hedder byen Lerook eller Lerrick blandt flere andre navne³. Og på skotsk gælisk er navnet Learaig eller Liùra­bhaig⁴, som begge ender med g. Så måske er det denne lyd­lige lig­hed kombi­neret med den skandi­naviske bag­grund, som ledte til, at man på engelsk kalder ind­byggerne Ler­wegians⁵.

Men igen er endelsen ‑vík »vig« eller »bugt« ikke det samme som ‑vegr »vej«, som gav os den originale ‑wegian-endelse. Så det er endnu en kreativ neo­logisme.

Sted­navne, som ender på ‑gow og ‑ow

Glas­gow

Glas­gow var sted­navnet, som startede denne under­søgelse. Men med det skotsk gæliske navn Glas­chu⁶, det lav­lands­skotske navn Gles­ga⁷ og det latinske navn Glas­covium⁸ eller Glas­quum⁹ giver det ikke meget mening at kalde be­folkningen Glas­wegians¹⁰. Og det er de natur­lig­vis ikke altid blevet kaldt. Tid­ligere var ordet Glas­gower¹¹, som tager en mere traditionel endelse.

Først tænkte jeg, at Glas­wegian måske var resul­tatet af en meta­tese (dvs. om­bytning) af g og w i Glas­gow, som ville give os noget i ret­ning af Glas­wog, hvilket nemmere kunne tage endelsen i analogi med Nor­wegian. Det ville selv­følgelig være en radikal ændring, men vi så noget lignende med Gal­way, som kom af Gail­limh → Gal­liva → Gal­via. Og det kunne meget vel være en del af ord­legen i kon­struk­tionen af slang­ordene med ‑wegian som endelse. Men det viser sig, at der var et mellem­stadie: Glas­go­wegian^13,14. Det gør en­hver over­vejelse af meta­tese u­nød­vendig, siden slut­resul­tatet kan for­klares som en simpel af­kortning af ordet, som mister den tryk­svage stavelse go.

En nylig til­føjelse fra 2019 til the Ox­ford English Dictionary giver os endda ordet Weegie¹⁵ (også stavet Weedjie og Weedgie), hvilket er en yder­ligere for­kortelse af ordet. Her er endelsen blevet en så central del af identi­teten, at alle dele af sted­navnet helt kan ude­lades.

Bow

Bow-distriktet i Lon­don kan også tage endelsen. Men det lader til at ordet Bowegians kun er set brugt én gang af George Bernard Shaw¹⁶—og han taler ikke særligt rosende om dem, så måske er det ment ned­sættende.

Men en liste af ord, som ender på ‑wegian, ville ikke være kom­plet uden det, selv­om det er, hvad leksi­ko­graferne hos Ox­ford English Dictionary kalder et nonce-ord—et ord op­fundet til lej­lig­heden. Det viser også, sammen med ordet Glas­go­wegian, at et sted­navn kun be­høver at ende med et w for at kunne få endelsen ‑wegian sat på.

Den australske slags

Som lovet tager vi nu til den syd­lige halv­kugle for at se på nogle meget mærk­værdige an­vendelser af ‑wegian-endelsen. Her kan hverken sted­navnets op­rindelse, dets ny­latinske navn eller til­stede­værelsen eller fra­været af bog­stavet w for­klare an­vendelsen af endelsen.

Bris­bane

På engelsk kan man kalde en person fra Bris­bane en Bris­banian¹⁷ eller en Bris­banite¹⁸. Og man skulle ikke tro, at ‑wegian kunne til­føjes her, efter­som sted­navnets endelse ikke bærer nogen lig­hed med ‑way i Nor­way eller over­hovedet inde­holder et w. Men allige­vel vil man nogle gange se ordet Bris­wegian¹⁹ an­vendt om be­folk­ningen i hoved­staden i del­staten Queens­land i Australien.

Tas­manien

Det al­minde­lige eng­elske ord for en person fra Tas­manien er en Tas­manian²⁰. Men som det ses af ord­bogs­op­slaget, kan det også referere til den (nu ud­døde) op­rindelige be­folk­ning på øen. Som ad­jektiv er det ofte brugt om dyr og planter, som er eller var hjemme­hørende på øen, for eks­empel den tas­manske djævel (Tas­manian devil) og den tas­manske tiger (Tas­manian tiger).

Af den ene eller den anden grund kan en ind­bygger fra Tas­manien også kaldes en Tas­wegian²². Igen er det en fuld­stændig uregel­mæssig brug af endelsen ‑wegian. Men måske bruger disse to australske dem­onymer endelsen for at antyde en form for skandi­navisk­hed eller nord­euro­pæisk­hed.

Kon­klusion

Efter­som ordene, som ender på ‑wegian, er meget spøgende og slang-agtige, er det umuligt at lave en kom­plet liste af dem. Som vi har set, er det kun den sprog­lige fantasi hos sprog­brugerne, som sætter grænser for, hvilke nye ord der kunne laves ud af dette suffiks.

For at op­summere kommer denne endelse af ét eneste sted­navn af old­nordisk op­rindelse, som blev over­sat til latin og blev givet det al­minde­lige demo­nymiske suffiks ‑an. Det vil sige: *Norð­vegr → Noꞃð­ƿeᵹe → Nor­vegia/Nor­wegia → Nor­vegius/Nor­wegius → Nor­wegian. Af denne form blev der dannet et par port­man­teau-ord (Scandi­wegian, Sco­wegian), men det gør ikke endelsen pro­duktiv. Så be­gyndte nogle sted­navne på de britiske øer at an­vende endelsen i ana­logi (Gallo­wegian, Gal­wegian, Storno­wegian). På dette stadie er det en accep­tabel, men dog mærk­værdig, måde, hvor­på man kan lave demo­nymer ud af sted­navne, som ender på ‑way. Men jeg er ikke sikker på at jeg vil kalde endelsen pro­duktiv end­nu.

Begge disse spring—fra ét ord til et par port­man­teau-ord og ud­byg­ningen af den ana­logiske regel ‑way → ‑wegian—er store og usæd­vanlige. Men i mine øjne er springet fra én regel til flere regler (‑wick → ‑wegian; ‑gow → ‑wegian; ‑w → ‑wegian) det største og mest be­mærk­elses­værdige. Det er her, endelsen be­gynder at vise tegn på pro­duk­tivitet.

Og de australske an­vendelser (Bris­wegian, Tas­wegian) tager endelsen til nye territorier (und­skyld ord­spillet) ved at tilføje suffikset til et hvilket­som­helst sted­navn uden hen­syn­tagen til dets op­rindelse eller stave­måde. Nu er jeg sikker på, at man i uformelt tale­sprog kan sætte endelsen på et vilkår­ligt sted­navn og stadig blive for­stået.

Det har end­da fået sit eget liv i ordene ’Wegian²³ og Weegie, som er for­kortelser, som kun lader endelsen stå til­bage.

Grunden til endelsens popu­lari­tet kan jeg ikke kende med sikker­hed, og det kan være rent til­fældigt, at den er blevet adop­teret af så mange. Men jeg tror, der er et par ting, som har hjulpet til: Endelsens karak­ter­istiske lyd kan have in­spireret ord­smede til at op­finde mor­somme ord med endelsen; og asso­cia­tionen med skandi­navere, og senere skotter og irere, kan have frem­kaldt et mentalt billede af en person fra de om­råder (på godt og ondt). Hvad angår Bowegian, er Shaw meget tæt på at kalde dem ukulti­verede, og den be­tyd­ning kan ligge i ‑wegian-endelsen med re­ference til de bar­bariske vikinger. På den syd­lige halv­kugle kan endelsen være med til at under­strege be­folk­ningens nord­euro­pæiske historie. I alle til­fælde er det svært at sige med slang­ord, som re­fererer til store grupper af mennesker, hvor mange af dem der med stolt­hed bærer titlen »sted­navn-wegian«, og hvor mange der ville blive stødt af at blive på­duttet præ­dikatet.

Over­blik

Jeg vil efter­lade jer med et over­blik over sted­navnene og deres demo­nymer, som vi har dis­kuteret i disse to ind­læg. Ordene, som ender på ‑wegian er sat med fed skrift.

Forkortelser: ig, irsk (Gaeilge); l, latin; oe, oldengelsk; on, oldnordisk; pg, proto-germansk; sg, skotsk gælisk; ∅, ingen betydning.

Hvad bliver det næste?

Som dette ind­læg viser, er der ingen grænser for, hvilke sted­navne der kunne få endelsen ‑wegian, og jeg tror, at vi vil se flere af dem i frem­tiden. Nogle eks­empler kunne være: en Yor­wegian fra York i Eng­land, som på et tids­punkt blev kaldt Jór­vík; en Whali­go­wegian eller Whali­wegian fra Whali­goe i Skot­land; eller hvad med en Corrin­she­go­wegian eller Corrin­she­wegian fra Corrin­she­go i Nord­irland?

Jeg er sikker på, at vi vil se meget mere kreative an­vendelser end disse, og jeg ser frem til det.