Ord, som ender på ‑wegian (del 1)

Ord, som ender på ‑wegian (del 1)

20. april, 2019


Oxford

Nogle gange kan et ord eller en vending få mig til at studse over dens mulige op­rindelse. Især, hvis for­klaringen ser ud til at være relativt ob­skur eller måske ikke-eksisterende.

Et eksempel er ordet Glas­wegian, som er det engelske ord for en person eller dialekt fra Glas­gow. Hvorfor ender det på ‑wegian? Det eneste andet ord med samme endelse, jeg kan komme i tanker om, er Nor­wegian, og det virker mærkeligt, at et sted­navn med endelsen ‑gow fra­lægger sig sin endelse, og i stedet tager den samme endelse som et sted­navn, som ender på ‑way.

Så hvor mange engelske ord ender på ‑wegian? Hvor kommer endelsen fra? Og hvor­for kan det tilføjes til andre til­syne­ladende urelaterede sted­navne så nemt?

De spørgs­mål vil jeg for­søge at be­svare, men det blev for om­fattende til ét blog­indlæg, så det bliver i to dele. Lad os starte ved be­gyndelsen.

Den skandi­naviske slags

Norge

For det første kan vi spørge: Hvorfor kalder eng­lænderne en person fra Norge en Nor­wegian? Bog­stavet g ser ud til at komme ud af ingen­ting.

For­klaringen skal findes i navnets op­rindelse. Det blev op­rindeligt sammen­sat af to dele på old­nordisk: Norðr, som be­tyder »nord«, og vegr, som be­tyder »vej«1. På old­engelsk blev navnet på det skandi­naviske land ind­lånt (eller direkte over­sat til) Norþ­weg eller Norð­weg2, og denne stave­måde med g er bag­grunden for det moderne latiniserede navn Nor­vegia. Her­fra er det latinske adjektiv nor­vegius eller nor­vegicus afledt, hvilket er ud­gangs­punktet for det engelske Nor­wegian3.

Denne side, som stammer fra et hånd­skrift af Orosius’ »Seven Books of History Against the Pagans«4 fra det 11. år­hundrede, inde­holder en af de tidligste om­taler af Norge på engelsk. Det sidste ord i øverste linje, som fort­sætter på næste linje, er Noꞃð­ƿeᵹe (North­wege). Dan­mark er også nævnt på sidste linje som Ꝺena meaꞃc (Dena mearc).

Denne form med g er særlig for engelsk, efter­som nord­mænd ikke kalder sig selv Nor­wegians, men i stedet nord­menn, og de snakker norsk. Det er i over­ens­stemmelse med de øvrige skandi­naviske lande, som har relativt simple demo­nymer, fordi landene er navn­givet efter folke­slagene: i Dan­mark bor der danskere, som taler dansk, og Sverige bebos af svenske svenskere.

Skandi­navien som hel­hed

Til­bage til spørgs­målet om endelsens brug i andre ord. Af en eller anden grund har Nor­wegian fostret et par port­manteau-slang-ord for skandi­naver. For eksempel er Scandi­wegian5 bare en fjollet måde at sige skandi­nav på på engelsk, som er sammen­sat af første del af Scandi-navian og anden del af Nor-wegian.

Der findes end­da ordet Scow­egian6, som er slang for en skandi­navisk sø­mand eller far­tøj. Her er den første del scow lånt fra hollandsk schouw—et ord for en slags båd7.

Det var alle ‑wegian-ordene som refererer til skandi­naver. Men som vi ved, bruges endelsen også til sted­navne uden for skandi­navien. Så lad os tage til Stor­brittannien og Irland.

Den britiske og irske slags

De Britiske Øer har gjort endelsen ‑wegian deres egen ved at til­føje den til lokale sted­navne. De fleste af disse sted­navne har en endelse, som ligner Norges (‑way), og endelsen er tilføjet i analogi med Nor­wegian.

Det hjælper sikkert også, at mange af stederne er i Skot­land og Irland, hvis historie er præget af bo­sættelser af vikinger. Ikke at skandi­naverne med­bragte deres demo­nym (som be­kendt brugte de det ikke selv), men nærmere at de engelsk-talende naboer kan have associeret stederne med skandi­naver og kan have været til­bøjelige til at bruge en endelse, som var passende »Scandi­wegian«.

Sted­navne, som ender på way

Den mest umiddel­bare analogi til Norge er sted­navne, som ender på ‑way. For eksempel Gallo­way, Gal­way og Storno­way.

Gallo­way

Folk fra Gallo­way i Skot­land kan kaldes Gallo­wegians eller Gal­wegians8. Men det latinske navn på den skotske region er Gallo­vidia, så ind­byggerne kan også kaldes Gallo­vidians9.

Gallo­vidia som det latinske navn på Gallo­way på et kort fra 1654 i »Atlas of Scot­land«10.

Faktisk ser det ikke ud til, at navnet nogen­sinde har endt med et g. Dets skotsk gæliske navn er Gall-Ghaidhea­laibh11. Lige sådan hedder det Gall-gaidhil på irsk og Gall­wyddel på walisisk9. Denne brug af ‑wegian-endelsen er altså en form for gen­brug, som ikke giver etymo­logisk mening, men som lyder godt i moderne ører.

Galway

Hvad kalder man så folk fra Gal­way i Irland? Det kunne godt se ud til, at Gallo­way har taget alle varianterne selv.

Dem fra Gal­way kaldes også Gal­wegians12 (eller også Gal­way­men og Gal­way­women). Det kan ikke for­klares af det irske navn, som er Gaillimh13. Det engelske navn kommer af det irske, og det blev op­rindeligt om­skrevet til Galliv, Gallive eller Galliva for at efter­ligne den irske udtale. Men efter­hånden byttede i’et og v’et plads (en proces kendt som meta­tese), hvilket gav navnet Gal­via14. Der­af kommer også det latinske navn, så man kunne for­vente at se ordet Gal­vians som en be­skrivelse af ind­byggerne i Gal­way, men det har jeg ikke kunnet finde nogen steder. Det kunne godt se ud til, at endelsen ‑way i Gal­way er en fejl­agtig direkte over­sættelse af ‑via, som er blevet tolket som det latinske ord for »vej«. Herfra er det ikke et stort skridt at til­føje endelsen ‑wegian analogt med Nor­wegian, fordi Nor­way ender med det samme element.

Tilføjelse (24. oktober 2019):
Rugbyholdet i Galway kaldes også Galwegians, og deres navn kan forkortes til ’Wegians15. Det giver nyt liv til endelsen som et selvstændigt ord.

Storno­way

Storno­way på øen Lewis i Skot­land er måske det mest for­nuftige sted­navn at sætte endelsen ‑wegian på (ud over Norge selv­følgelig). Ordet Storno­wegian er til gen­gæld ikke al­mindeligt nok til at op­træde i nogen af de ord­bøger, jeg kunne få fat i.

Kort over Storno­way ifølge et »Ordnance Survey«16 fra 1948.

Byen blev grund­lagt af vikinger, og de kaldte den noget i retning af Stjórna­vágr på old­nordisk17. Og det skotsk gæliske navn inde­holder også et g i stave­måden: Steòrnabhagh18.

Selv­følgelig er endelsen ‑vágr, som be­tyder »våge« eller »vig«, ikke det samme som ‑vegr, som be­tyder »vej«. så endnu en­gang er endelsen tilføjet i analogi.

Storno­way lader ikke til at have et latinsk navn, så det kan vi ikke sammen­ligne med. Men Storno­wegian kunne lede til en ny­tolkning, som kunne give det ny­latinske navn Storno­vegia.

Fort­sættelse følger...

Næste gang vil jeg se på nogle flere sted­navne, her­iblandt steder som ender på ‑wick og ‑gow. Jeg vil også kom­mentere på brugen af ‑wegian-endelsen i Australien.


  1. Det er om­diskuteret, hvor­vidt den første del af det old­nordiske navn rent faktisk er norðr eller det alter­native nór, som be­tyder »smal«, men til vores for­mål er vi mest inter­esserede i endelsen. (Kilde: Uia.no

  2. Oxford English Dictionary (Oxford English Dictionary), under Nor­way n.:

    The name is attested in English from the early 11th cent.: in Old English as Norð­weg.

  3. Oxford English Dictionary, under Nor­wegian n. and adj.:

    Etymology: < post-classical Latin Nor­wegius (adjective) Nor­wegian (1252 in a British source; < Nor­wegia Nor­way (see Nor­way n.)) + -an suffix.

  4. Kilde: Wikimedia Commons (Public domain 🄍). 

  5. Wiktionary.org, under Scandiwegian adj.:

    1. (derogatory) Be­longing or re­lating to a style of interior furnishings that is middle­brow, bland, and modern.
    2. (informal, humorous) Vaguely Scandi­navian or Nordic.

  6. Se Green’s Dictionary of Slang: Scow­egian n. og Scow­egian adj. 

  7. Oxford English Dictionary, under scow n.2:

    1.a. A large flat-bottomed lighter or punt.

  8. Oxford English Dictionary under Gal­wegian adj. and n.:

    Forms: Also Gallo­wegian.[…] Etymology: < Gallo­way, on the analogy of Norro­way, Nor­way, Nor­wegian. See Gallo­vidian adj. and n.

  9. Oxford English Dictionary under Gallo­vidian adj. and n.:

    Etymology: < medieval Latin Gallo­vidia + ‑an suffix. Gallo­vidia (also Gallo­weithia, Gal­weia, etc.) is a Latin form of Welsh Gall­wyddel = Irish Gall-gaidhil, lit. ‘foreign Gaels’, now Gallo­way, a district in the SW. of Scot­land (the shires of Wig­ton and Kirk­cud­bright).

  10. Kilde: Wikimedia Commons (Public domain 🄍). 

  11. Thebottleimp.org.uk i Gaelic Place-Names: ‘Gall’:

    Indeed the modern Gaelic name for Gallo­way is Gall-Ghaidhea­laibh ‘among the foreign Gaels’.

  12. Wiktionary.org under Galwegian n.:

    2. Some­one from Gal­way. Synonyms: Galway­man (male), Galway­woman (female).

  13. Source: Logainm.ie

  14. Hardiman’s History of Gal­way:

    In pro­cess of time the word Gal-iva, was altered into Gal-via, the literal trans­lation of which, Gal-way, first occurs about the year 1440, and from that time, it has re­mained uni­form and un­changed, by any variation to the present day.

  15. Det har ikke været mig muligt at finde dette i en ordbog, men se for eksempel Connacht Tribune (2. okt. 2015) ‘Wegians pay the price for failing to take their chances

  16. Kilde: Wikimedia Commons (Public domain 🄍). 

  17. Place Names: High­lands & Is­lands of Scot­land (1922) af Alexander MacBain, s. 116:

    Storno­way—which is spelt in thir­teen different ways—has been re­ferred by Captain Thomas to Stjörnu-vágr, Star’s-voe; where Stjarna, Star, is a proper name. […] This derivation of the Captain’s is un­satis­factory. The root of the word clearly is Stjörn, steering, the ö of which is stable, and does not change to a. Storno­way, we take it, means ‘Steerage-bay’.

    »Stjörn« er her en variant af »stjórn«. 

  18. Source: Ainmean-aite.scot

Kommentarer

comments powered by Disqus