Ord, som ender på ‑wegian (del 1)

Nogle gange kan et ord eller en vending få mig til at studse over dens mulige op­rindelse. Især, hvis for­klaringen ser ud til at være relativt ob­skur eller måske ikke-eksisterende.

Et eksempel er ordet Glas­wegian, som er det engelske ord for en person eller dialekt fra Glas­gow. Hvorfor ender det på ‑wegian? Det eneste andet ord med samme endelse, jeg kan komme i tanker om, er Nor­wegian, og det virker mærkeligt, at et sted­navn med endelsen ‑gow fra­lægger sig sin endelse, og i stedet tager den samme endelse som et sted­navn, som ender på ‑way.

Så hvor mange engelske ord ender på ‑wegian? Hvor kommer endelsen fra? Og hvor­for kan det tilføjes til andre til­syne­ladende urelaterede sted­navne så nemt?

De spørgs­mål vil jeg for­søge at be­svare, men det blev for om­fattende til ét blog­indlæg, så det bliver i to dele. Lad os starte ved be­gyndelsen.

Den skandi­naviske slags

Norge

For det første kan vi spørge: Hvorfor kalder eng­lænderne en person fra Norge en Nor­wegian? Bog­stavet g ser ud til at komme ud af ingen­ting.

For­klaringen skal findes i navnets op­rindelse. Det blev op­rindeligt sammen­sat af to dele på old­nordisk: Norðr, som be­tyder »nord«, og vegr, som be­tyder »vej«¹. På old­engelsk blev navnet på det skandi­naviske land ind­lånt (eller direkte over­sat til) Norþ­weg eller Norð­weg², og denne stave­måde med g er bag­grunden for det moderne latiniserede navn Nor­vegia. Her­fra er det latinske adjektiv nor­vegius eller nor­vegicus afledt, hvilket er ud­gangs­punktet for det engelske Nor­wegian³.

Denne form med g er særlig for engelsk, efter­som nord­mænd ikke kalder sig selv Nor­wegians, men i stedet nord­menn, og de snakker norsk. Det er i over­ens­stemmelse med de øvrige skandi­naviske lande, som har relativt simple demo­nymer, fordi landene er navn­givet efter folke­slagene: i Dan­mark bor der danskere, som taler dansk, og Sverige bebos af svenske svenskere.

Skandi­navien som hel­hed

Til­bage til spørgs­målet om endelsens brug i andre ord. Af en eller anden grund har Nor­wegian fostret et par port­manteau-slang-ord for skandi­naver. For eksempel er Scandi­wegian⁵ bare en fjollet måde at sige skandi­nav på på engelsk, som er sammen­sat af første del af Scandi-navian og anden del af Nor-wegian.

Der findes end­da ordet Scow­egian⁶, som er slang for en skandi­navisk sø­mand eller far­tøj. Her er den første del scow lånt fra hollandsk schouw—et ord for en slags båd⁷.

Det var alle ‑wegian-ordene som refererer til skandi­naver. Men som vi ved, bruges endelsen også til sted­navne uden for skandi­navien. Så lad os tage til Stor­brittannien og Irland.

Den britiske og irske slags

De Britiske Øer har gjort endelsen ‑wegian deres egen ved at til­føje den til lokale sted­navne. De fleste af disse sted­navne har en endelse, som ligner Norges (‑way), og endelsen er tilføjet i analogi med Nor­wegian.

Det hjælper sikkert også, at mange af stederne er i Skot­land og Irland, hvis historie er præget af bo­sættelser af vikinger. Ikke at skandi­naverne med­bragte deres demo­nym (som be­kendt brugte de det ikke selv), men nærmere at de engelsk-talende naboer kan have associeret stederne med skandi­naver og kan have været til­bøjelige til at bruge en endelse, som var passende »Scandi­wegian«.

Sted­navne, som ender på ‑way

Den mest umiddel­bare analogi til Norge er sted­navne, som ender på ‑way. For eksempel Gallo­way, Gal­way og Storno­way.

Gallo­way

Folk fra Gallo­way i Skot­land kan kaldes Gallo­wegians eller Gal­wegians⁸. Men det latinske navn på den skotske region er Gallo­vidia, så ind­byggerne kan også kaldes Gallo­vidians⁹.

Faktisk ser det ikke ud til, at navnet nogen­sinde har endt med et g. Dets skotsk gæliske navn er Gall-Ghaidhea­laibh¹¹. Lige sådan hedder det Gall-gaidhil på irsk og Gall­wyddel på walisisk⁹. Denne brug af ‑wegian-endelsen er altså en form for gen­brug, som ikke giver etymo­logisk mening, men som lyder godt i moderne ører¹².

Galway

Hvad kalder man så folk fra Gal­way i Irland? Det kunne godt se ud til, at Gallo­way har taget alle varianterne selv.

Dem fra Gal­way kaldes også Gal­wegians¹³ (eller også Gal­way­men og Gal­way­women). Det kan ikke for­klares af det irske navn, som er Gaillimh¹⁴. Det engelske navn kommer af det irske, og det blev op­rindeligt om­skrevet til Galliv, Gallive eller Galliva for at efter­ligne den irske udtale. Men efter­hånden byttede i’et og v’et plads (en proces kendt som meta­tese), hvilket gav navnet Gal­via¹⁵. Der­af kommer også det latinske navn, så man kunne for­vente at se ordet Gal­vians som en be­skrivelse af ind­byggerne i Gal­way, men det har jeg ikke kunnet finde nogen steder. Det kunne godt se ud til, at endelsen ‑way i Gal­way er en fejl­agtig direkte over­sættelse af ‑via, som er blevet tolket som det latinske ord for »vej«. Herfra er det ikke et stort skridt at til­føje endelsen ‑wegian analogt med Nor­wegian, fordi Nor­way ender med det samme element.

Tilføjelse (24. oktober 2019):
Rugbyholdet i Galway kaldes også Galwegians, og deres navn kan forkortes til ’Wegians¹⁶. Det giver nyt liv til endelsen som et selvstændigt ord.

Storno­way

Storno­way på øen Lewis i Skot­land er måske det mest for­nuftige sted­navn at sætte endelsen ‑wegian på (ud over Norge selv­følgelig). Ordet Storno­wegian er til gen­gæld ikke al­mindeligt nok til at op­træde i nogen af de ord­bøger, jeg kunne få fat i.

Byen blev grund­lagt af vikinger, og de kaldte den noget i retning af Stjórna­vágr på old­nordisk¹⁸. Og det skotsk gæliske navn inde­holder også et g i stave­måden: Steòrnabhagh¹⁹.

Selv­følgelig er endelsen ‑vágr, som be­tyder »våge« eller »vig«, ikke det samme som ‑vegr, som be­tyder »vej«. så endnu en­gang er endelsen tilføjet i analogi.

Storno­way lader ikke til at have et latinsk navn, så det kan vi ikke sammen­ligne med. Men Storno­wegian kunne lede til en ny­tolkning, som kunne give det ny­latinske navn Storno­vegia.

Fort­sættelse følger...

Næste gang vil jeg se på nogle flere sted­navne, her­iblandt steder som ender på ‑wick og ‑gow. Jeg vil også kom­mentere på brugen af ‑wegian-endelsen i Australien.