Legenden om det »afrikanske« t
29. september, 2016
København
Legenden om det »afrikanske« t
Espressivo № 1, Sproglige guldkorn for korsangere1
Vi er begyndt at kaste om os med fonetisk terminologi til korprøverne, og der lader til at være stor forvirring om, hvad ordene egentlig betyder. Derfor tænkte jeg, at jeg—som korets lingvist—ville prøve at råde bod på denne forvirring.
Et affrikeret t er en konsonant, som udtales ved, at lukkelyden t følges af en kort s-lyd. I lydskrift skrives det således: [tˢ].
Det er sådan, vi danskere udtaler t’er i begyndelsen af en stavelse. Vores kors navn Tritonus [ˈtˢʁ̥itˢonus] har to eksempler på denne lyd. Men hvorfor kalder vi det affrikeret? Hvad er alternativet?
Plosiver
Lad os tage det helt fra bunden. Konsonanten t er et medlem af den familie, som kaldes plosiver. En plosiv er en konsonant, som udtales ved, at man kortvarigt blokerer luftstrømmen fra lungerne, så der opbygges et overtryk i mundhulen. Det tryk lukkes så ud på én gang, og det lyder som en lille eksplosion—deraf navnet.
Plosiver kan skabes forskellige steder i munden. For eksempel kan man blokere luftstrømmen ved at lukke læberne, og så får man lyden [p]. Eller man kan sætte spidsen af tungen bag fortænderne i overmunden på alveolærranden og udtale et [t]. Man kan også bruge bagtungen mod den bløde gane (velum), hvilket giver et [k].
Aspiration
Men plosiver har også andre egenskaber. De danske konsonanter p og b udtales begge med læberne—det, der adskiller dem, er aspiration. Det danske p skrives i lydskrift [pʰ], og det lille h står for den smule luft, der følger efter eksplosionen. Hvis man holder hånden op for munden og siger pa-pa-pa, er det tydeligt at mærke det lille pust. Det skyldes, at der er en pause fra eksplosionen af konsonanten, til stemmelæberne begynder at svinge.
Siger man derimod ba-ba-ba, så er der ikke nær så meget luft, der slipper ud. Det er, fordi stemmelæberne går i gang med at svinge lige efter, at b’et eksploderer. Det skrives i lydskrift [b̥] og svarer i bund og grund til et uaspireret p.
Den lille bolle under b’et betyder, at konsonanten er ustemt. Det vil sige, at stemmelæberne ikke vibrerer, mens læberne er lukkede, og trykket bygges op. Der findes også stemte b’er, og de skrives uden bolle: [b]. Det er ikke en lyd, vi har på dansk, men hvis du forestiller dig en amerikaner, der siger Bob [bɑːb], så har du en nogenlunde idé om, hvordan det lyder.
Forskellige sprog har altså forskellige måder at udtale b og p på. Fransk har slet ingen aspiration, så de udtaler deres hovedstad Paris [pɑˈʁi]. Det lyder næsten, som vi danskere ville sige Bari [ˈb̥ɑːʁi], men det ville en franskmand udtale med stemt b.
Affrikation
Affrikation er tilføjelsen af en frikativ konsonant. En frikativ er en lyd, som udtales ved, at man hæmmer luftstrømmen og skaber turbulens—eller friktion, som navnet antyder. Det er alle hvislelydene og dem, som lyder som hvid støj: f [f], v [v], engelsk th [θ] eller [ð], s [s], engelsk sh [ʃ], fransk j [ʒ], tysk ch [x] og mange flere.
En fuldbyrdet affrikat er en konsonant, som består af en plosiv og en frikativ, og de skrives med overbindingsbuer i lydskrift: Tysk z [t͡s], engelsk ch [t͡ʃ] og engelsk j [d͡ʒ] er de mest almindelige af slagsen.
På dansk udtaler vi vores t’er affrikerede, og det er ikke særligt forskelligt fra det tyske z. Det gør det nemmere for os at høre forskel på t og d.
Men når for eksempel tysk har konsonanten z [t͡s], så ville det være forvirrende, hvis de udtalte deres t’er [tˢ], så derfor siger de [tʰ]—et »tørt« t. Det gør det nemmere at høre forskel på Tal [tʰɑːl] og Zahl [t͡sɑːl].
Jeg håber, at I kan se en mening med galskaben, eller i det mindste er blevet forvirrede på et højere plan.
-
Dette indlæg har jeg skrevet til mine medsangere i koret Tritonus. For at blive enige om udtalen af konsonanterne blev der diskuteret fonetik—især aspiration og affrikation. Under diskussionen blev affrikeret t hurtigt forvansket til afrikansk t. Derfor skrev jeg denne artikel for at udrede trådene. ↩