Glemte bogstaver № 1: Bogstavet kra
20. marts, 2018
Oxford
Hvis du som jeg godt kan lide at kigge tegnvælgeren igennem efter spændende, fremmedartede og bemærkelsesværdige tegn, så er denne blogserie til dig. Hvis ikke, så kan du glæde dig over, at jeg har gjort arbejdet for dig, så du ikke behøver at åbne en tegnvælger, endsige et tekstbehandlingsprogram, for at følge med. Her vil jeg nemlig udvælge et par tegn, som man kan støde på i sin tegnvælger, og fortælle om deres historie og anvendelse og—som overskriften antyder—forklare, hvorfor de ikke bruges længere.
Mit mål er at give læseren en lille indføring i den del af skriftsprogets og typografiens verden, som man ikke ved første øjekast kan gennemskue. I dette første indlæg vil jeg fortælle om et bogstav, som blev brugt inden for det danske riges grænser indtil for små 45 år siden.
Glemte bogstaver № 1:
Bogstavet kra (Kʼ ĸ)
Når man i tegnvælgeren ruller videre fra det basale alfabet fra a til z, og forbi de danske bogstaver æ, ø og å, finder man en række bogstaver med særlige diakritiske tegn. Dette er tegnblokken, som Unicode har døbt »Latin udvidet A«. Det er her, man blandt andet finder de polske bogstaver ą, ć, ę, ł, ń, ś, ź og ż. Men i denne omgang er jeg mere interesseret i et tegn, som ikke har fået tilføjet små streger, kurver eller prikker. Og her taler jeg ikke om det tyrkiske ı uden prik eller om bogstavet œ, som er sammensat af et o og et e, eller om det lange ſ, som er en historisk variant af s.
Det bogstav, som jeg har studset over, er det lille bogstav, som findes imellem ķ og Ĺ. Når jeg bruger ordet lille, er det både for at beskrive størrelsen, og fordi der ikke findes nogen stor variant af bogstavet. Unicode kalder bogstavet latin small letter kra og har givet det tegnkoden U+0138
. Bogstavet ser sådan her ud: ĸ. Det ligner altså det græske kappa (κ, ϰ) og det kyrilliske ka (к), men det er et latinsk bogstav.
Store bogstaver
Det er usædvanligt, at et bogstav ikke findes som stort bogstav—eller versal som det også kaldes—men det er ikke uset. For de flese bogstavers vedkommende er det store bogstav udgangspunktet, fordi det latinske alfabet oprindeligt kun havde én form af hvert bogstav, og de lignede dem, vi i dag kalder store bogstaver.
En undtagelse er det tyske bogstav ß, som historisk er en ligatur af to sʼer eller sz (eller rettere ſs „ſs“ eller ſz „ſz“, som er blevet til ß „ß“) og derfor også kaldes eszett. Det er opstået som lille bogstav, og indtil for ganske nyligt fandtes der ikke en stor variant af bogstavet, eftersom ingen ord starter med det. Og hvis man skriver tysk med med store bogstaver—altså, hvis man virkelig vil have sit budskab igennem—så kan man erstatte et ß med SS uden de store forståelsesvanskeligheder.
Men der er bogstaver, som findes som stort bogstav, til trods for at de ikke bruges i begyndelsen af ord. På færøsk og islandsk bruges bogstavet ð for eksempel aldrig som begyndelsesbogstav, men det store bogstav Ð findes alligevel af historiske årsager. Det er bare ét af argumenterne, som ledte til, at det store eszett ẞ i 2008 blev tilføjet til Unicode. Og i 2016 gjorde Rådet for Tysk Retskrivning (Rat für deutsche Rechtschreibung) bogstavet officielt2. Det vil sige, at det nu er valgfrit, om man skriver et ord som Straße med store bogstaver på den gammeldags facon (STRASSE) eller med det nye store bogstav (STRAẞE).
Hvad så med det lille kra ĸ, som dette indlæg handler om? Hvordan skrives det med stort? Det skal på en eller anden måde adskille sig fra det store K, og det gør det med en apostrof, således: Kʼ.
Anvendelse
Nu har vi talt om bogstavets udseende, og hvad der adskiller det fra andre bogstaver, men hvad har det været brugt til? Og hvorfor bruges det ikke længere? Det blev anvendt til at skrive den konsonant, som kaldes en ustemt uvulær plosiv, og som i international lydskrift (IPA) skrives /q/. Denne lyd kan beskrives som en k-lyd, som udtales længere tilbage mod drøblen—lidt som når man på dansk siger »kra«.
Bogstavet blev brugt til at skrive grønlandsk (kalaallisut) indtil retskrivningsreformen den 14. maj 19734, og kan stadig ses i tekster, som ikke følger reformen. Reformen erstattede ĸ med q—hvilket giver mening i forhold til at skelne det fra et k og samtidig gøre det nemmere at skrive på en skrivemaskine (eller endda en edb-maskine).
Dertil skulle lange vokaler ikke længere skrives med cirkumfleks (â), men med dobbeltvokal (aa), og lange konsonanter ikke længere med accenttegn (ák), men med dobbeltkonsonant (akk). Reformen sørgede også for, at stavemåden blev mere lydnær (fonetisk) og mindre historisk funderet. Det centrale ord i billedet ovenfor ĸuláinalik skrives for eksempel i dag qulaannalik.
Disse ændringer har gjort det nemmere at lære at læse og skrive grønlandsk—for det første grundet det tættere forhold mellem udtale og stavning, og for det andet udeladelsen af specielle tegn. Men den gamle retskrivning er ikke mindre imponerende af den grund. Samuel Petrus Kleinschmidt var missionær og sprogforsker, og han lavede den første retskrivning for grønlandsk i midten af 1800-tallet. Denne retskrivning bredte sig til folket, og det har betydet, at grønlandsk har haft en rig nedskrevet litteratur lige siden.
Bogstavet er endnu ikke helt glemt. Det findes for eksempel i Unicode, hvilket gør det muligt for os i dag at anvende det i digital tekst. Og jeg går ud fra at enkelte grønlændere insisterer på at bruge bogstavet endnu. I dag bruges bogstavet ĸ officielt kun i dialekten inuttitut (også kaldet nunatsiavummiut), som er en dialekt af inuktitut, som tales i det nordlige Labrador i Canada.
-
Kilde: Beovulfkvadet (Public domain 🄍). ↩
-
Du kan finde et referat af den tyske retskrivningsændring her (på tysk). ↩
-
Kilde: Wikimedia (Public domain 🄍). ↩