Glemte bogstaver № 1: Bogstavet kra

Glemte bogstaver № 1: Bogstavet kra

20. marts, 2018


Oxford

Hvis du som jeg godt kan lide at kigge tegn­vælgeren igennem efter spændende, fremmed­artede og bemærkelses­værdige tegn, så er denne blog­serie til dig. Hvis ikke, så kan du glæde dig over, at jeg har gjort arbejdet for dig, så du ikke behøver at åbne en tegn­vælger, endsige et tekst­behandlings­program, for at følge med. Her vil jeg nemlig udvælge et par tegn, som man kan støde på i sin tegn­vælger, og fortælle om deres historie og an­vendelse og—som over­skriften an­tyder—for­klare, hvor­for de ikke bruges længere.

Mit mål er at give læseren en lille ind­føring i den del af skrift­sprogets og typo­grafiens verden, som man ikke ved første øje­kast kan gennem­skue. I dette første ind­læg vil jeg for­tælle om et bog­stav, som blev brugt inden for det danske riges grænser indtil for små 45 år siden.

Glemte bog­staver № 1:

Bog­stavet kra (Kʼ ĸ)

Når man i tegn­vælgeren ruller videre fra det basale alfa­bet fra a til z, og forbi de danske bog­staver æ, ø og å, finder man en række bog­staver med særlige dia­kritiske tegn. Dette er tegn­blokken, som Uni­code har døbt »Latin ud­videt A«. Det er her, man blandt andet finder de polske bog­staver ą, ć, ę, ł, ń, ś, ź og ż. Men i denne om­gang er jeg mere interesseret i et tegn, som ikke har fået til­føjet små streger, kurver eller prikker. Og her taler jeg ikke om det tyrkiske ı uden prik eller om bog­stavet œ, som er sammen­sat af et o og et e, eller om det lange ſ, som er en historisk variant af s.

Tegnvælger
Det kan være spændende at gå på op­dagelse i tegn­vælgeren.

Det bog­stav, som jeg har studset over, er det lille bog­stav, som findes imellem ķ og Ĺ. Når jeg bruger ordet lille, er det både for at beskrive størrelsen, og fordi der ikke findes nogen stor variant af bog­stavet. Uni­code kalder bog­stavet latin small letter kra og har givet det tegn­koden U+0138. Bogstavet ser sådan her ud: ĸ. Det ligner altså det græske kappa (κ, ϰ) og det kyrilliske ka (к), men det er et latinsk bog­stav.

Store bog­staver

Det er usæd­vanligt, at et bog­stav ikke findes som stort bog­stav—eller versal som det også kaldes—men det er ikke uset. For de flese bog­stavers ved­kom­mende er det store bog­stav udgangs­punktet, fordi det latinske alfabet op­rindeligt kun havde én form af hvert bog­stav, og de lignede dem, vi i dag kalder store bog­staver.

En und­tagelse er det tyske bog­stav ß, som historisk er en ligatur af to sʼer eller sz (eller rettere ſs „ſs“ eller ſz „ſz“, som er blevet til ß „ß“) og derfor også kaldes es­zett. Det er op­stået som lille bog­stav, og indtil for ganske nyligt fandtes der ikke en stor variant af bog­stavet, efter­som ingen ord starter med det. Og hvis man skriver tysk med med store bog­staver—altså, hvis man virke­lig vil have sit bud­skab igennem—så kan man er­statte et ß med SS uden de store for­ståelses­vanskelig­heder.

Et stort Ð fra Beovulf­kvadet1.

Men der er bog­staver, som findes som stort bog­stav, til trods for at de ikke bruges i be­gyndelsen af ord. På fær­øsk og is­landsk bruges bog­stavet ð for eksempel aldrig som be­gyndelses­bogstav, men det store bog­stav Ð findes alligevel af historiske år­sager. Det er bare ét af argu­menterne, som ledte til, at det store es­zett i 2008 blev til­føjet til Uni­code. Og i 2016 gjorde Rådet for Tysk Ret­skrivning (Rat für deutsche Recht­schreibung) bog­stavet officielt2. Det vil sige, at det nu er valg­frit, om man skriver et ord som Straße med store bog­staver på den gammel­dags facon (STRASSE) eller med det nye store bog­stav (STRAẞE).

Hvad så med det lille kra ĸ, som dette ind­læg handler om? Hvordan skrives det med stort? Det skal på en eller anden måde ad­skille sig fra det store K, og det gør det med en apo­strof, således: .

An­vendelse

Nu har vi talt om bog­stavets ud­seende, og hvad der ad­skiller det fra andre bog­staver, men hvad har det været brugt til? Og hvor­for bruges det ikke længere? Det blev an­vendt til at skrive den kon­sonant, som kaldes en u­stemt uvulær plosiv, og som i inter­national lyd­skrift (IPA) skrives /q/. Denne lyd kan be­skrives som en k-lyd, som ud­tales længere til­bage mod drøblen—lidt som når man på dansk siger »kra«.

Bogstavet ĸ, som det kan ses i en grøn­landsk–dansk ord­bog3.

Bog­stavet blev brugt til at skrive grøn­landsk (kalaallisut) ind­til ret­skrivnings­reformen den 14. maj 19734, og kan stadig ses i tekster, som ikke følger re­formen. Re­formen er­stattede ĸ med q—hvilket giver mening i for­hold til at skelne det fra et k og sam­tidig gøre det nemmere at skrive på en skrive­maskine (eller endda en edb-maskine).

Dertil skulle lange vokaler ikke længere skrives med cirkum­fleks (â), men med dobbelt­vokal (aa), og lange kon­sonanter ikke længere med accent­tegn (ák), men med dobbelt­konsonant (akk). Re­formen sørgede også for, at stave­måden blev mere lyd­nær (fonetisk) og mindre historisk funderet. Det centrale ord i billedet oven­for ĸuláinalik skrives for eksempel i dag qulaannalik.

Disse ændringer har gjort det nemmere at lære at læse og skrive grøn­landsk—for det første grundet det tættere forhold mellem ud­tale og stavning, og for det andet ude­ladelsen af specielle tegn. Men den gamle ret­skrivning er ikke mindre imponerende af den grund. Samuel Petrus Klein­schmidt var missionær og sprog­forsker, og han lavede den første ret­skrivning for grøn­landsk i midten af 1800-tallet. Denne ret­skrivning bredte sig til folket, og det har be­tydet, at grøn­landsk har haft en rig ned­skrevet litteratur lige siden.

Bog­stavet er endnu ikke helt glemt. Det findes for eksempel i Uni­code, hvilket gør det muligt for os i dag at an­vende det i digital tekst. Og jeg går ud fra at enkelte grøn­lændere insisterer på at bruge bog­stavet endnu. I dag bruges bog­stavet ĸ officielt kun i dia­lekten inuttitut (også kaldet nunatsiavummiut), som er en dia­lekt af inuktitut, som tales i det nord­lige Labrador i Canada.


  1. Kilde: Beovulf­kvadet (Public domain 🄍). 

  2. Du kan finde et referat af den tyske ret­skrivnings­ændring her (på tysk). 

  3. Kilde: Wiki­media (Public domain 🄍). 

  4. Kilde: Ret­skrivnings­reformen den 14. maj 1973

Kommentarer

comments powered by Disqus